Squashkage med citronfrosting

Bare prøv den! Den er vildt god!

Ingredienser

Kage
  • 100g smør
  • 3 æg, både æggeblommer og æggehvider
  • 250g brun farin
  • 3 tsk. kanel
  • 1 tsk. aldehånde
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 0,5 tsk salt
  • 1 tsk vaniljepulver / vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 250g hvedemel
  • 125g grovhakkede valnødder
  • 100g mørk chokolade, grofthakket
  • 350g groftrevet squash
Frosting
  • 150g flormelis
  • 50g smør
  • 150g flødeost, naturel
  • 1-2 citroner (øko). Revet skal fra denne
  • 1 tsk vaniljepulver/vaniljesukker

Opskrift

Sørg for at smøret er stuetemperatur. Det skal være godt blødt. Pisk det sammen med brun farin i et godt stykke tid. Det skal være en ensartet brun masse, uden for mange sukkerkorn der knaser. Pisk herefter æggene i, et af gangen.

I en anden stor skål blander du alle de andre ingredienser til dejen, bortset fra den revne squash. Når det er godt mikset sammen, så blandet du det sammen med den brune farinmasse. Til sidst blander du squash i dejen. Lad være med at bruge en elpisker til dette sidste trin. Bare en dejskraber og kom grundigt omkring, så det hele er blandet godt.

Smør en springform (omkring 24-25cm i diameter) og fordel dejen jævnt i formen. Bag den i en forvarmet ovn på 175 grader (varmluft). Tid: 50-60 minutter. Prik i den med en kødnål eller lign. efter 50 min. Hvis der ikke hænger dej ved, så er den færdig, ellers giv den lidt mere. Efter ca. 40. minutter kan det være du synes den allerede ser færdig ud på toppen. Læg noget sølvpapir eller en tallerken over springformen, så kagen ikke brænder på, mens den bliver færdig.

Frosting blandes ved at piske flormelis, vaniljepulver, citronskal og smør sammen og så piske det sammen med flødeosten bagefter.

Vent til kagen er helt kold før du smører frosting ud over den i et jævn lag. Tro mig, man kan ikke få nok af denne frosting.

Kagen kan sagtens holde sig et par dage i køleskabet og stadig være lækker.